For tyve år siden satte vi os for at gøre god webhosting enkel. I dag starter vi forfra.
Dette er begyndelsen på det nye Gigahost. Det første, du møder, er et kontrolcenter, der er opført fra bunden, men som stadig holder fast i det løfte, der startede det hele i 2006.
Kontrolcenter 2.0
Vi har bygget kontrolcenteret helt om, men samtidig passet på ikke at flytte rundt på det, du allerede kender. Til gengæld har vi holdt hver eneste side op mod ét enkelt spørgsmål: Hvad kom du her for at gøre?
Du mærker svaret, så snart du logger ind. I stedet for en mur af menuer møder du et roligt overblik: hvor mange domæner du har i drift, hvor meget diskplads der er tilbage, hvornår kontoen skal fornyes, og hvor mange mailkonti der er aktive.
Vi begyndte også forfra med udseendet. Det nye kontrolcenter er tegnet i vores eget designsprog. Vi kalder det Evident, efter en meget dansk idé: en godt lavet genstand bør forklare sig selv, blot man ser på den.
Grundreglen er, at intet må foregive at være noget, det ikke er. Hvis noget ser ud, som om man kan trykke på det, er det, fordi man kan. En farve betyder kun én ting, og den betyder det samme overalt. Mindre at huske, mindre at lære.
Tryk på Ctrl+K hvor som helst, og en kommandopalette åbner sig. Skriv de første bogstaver af det sted, du vil hen, og du er der.
Når et website driller, tjekker den nye Troubleshooter hele kæden med ét klik — domænet, DNS, webserveren, certifikatet — og fortæller dig med almindelige ord, hvor problemet faktisk ligger.
De to ting er dem, vi er mest stolte af, og dem, vi tror, du vil vende tilbage til igen og igen. Omkring dem ligger der meget mere: et nyt system til filhåndtering, en gennemført dark mode og hundredevis af små forbedringer. I næste uge tager vi dig med rundt og viser dig det hele, rum for rum. Men du behøver ikke vente på rundvisningen — alt står allerede åbent.
Læs mere om, hvad det nye kontrolcenter kan.
Tyve år på ny
Gigahost har hostet danske websites siden 2006. To årtier med oppetid, med besvarede supportsager, med virksomheder og idéer, der har fundet et hjem på nettet. Vi er stolte af hvert eneste år.
Men jubilæer bør se fremad, ikke kun tilbage.
Gigahost har ikke set så anderledes ud siden sidste ændring af designet i 2016. Men denne gang stopper vi ikke ved overfladen.
Velkommen til det nye Gigahost. Tyve år ung.